Angsten for at blive syg medførte hyppige lægebesøg uden lindring og konstante tvangstanker for 22-årige Katrine Bæk Sørensen. Hun fandt hjælp i gruppeterapi, men kampen for en henvisning var lang, for hvordan bliver man udredt for helbredsangst, hvis man ikke bliver undersøgt for det?
Katrine sidder på stamcaféen O’flanagans med sin veninde. Veninden snakker uafbrudt, men Katrine lytter ikke efter. Hun kan ikke koncentrere sig. Det gør ondt i brystet, som det gør næsten hver dag, men denne gang er smerten mere intens. Hun må hjem. Hun tager hjem til sin kæreste, men derhjemme bliver det ikke bedre. Svigerforældrene har gæster til kage, men Katrine er opslugt af sine egne tanker. Hun flygter ud på toilettet i et desperat forsøg på at få vejret.
”Da min svigermor kommer ud og spørger til mig, bryder jeg fuldstændig sammen,” fortæller Katrine.
Der bliver ringet efter en ambulance, som kører hende på hospitalet, hvor hendes hjerte bliver undersøgt. Alt ser normalt ud. I stedet for lettelse, bliver Katrine blot mere fortvivlet. Hun græder hele vejen hjem fra hospitalet. Det er ikke første gang, at hun har ondt. Det har hun haft i tre måneder op til episoden, men ingen kan sige, hvad der er galt. Katrine har lige haft sit første angstanfald, hun ved det bare ikke endnu. Katrine lider af helbredsangst.
Patienterne er syge, fordi de frygter at være syge
Helbredsangst er en lidelse, hvor man overvejende er plaget af en frygt for at lide af eller få en sygdom. Symptomer på dette kan være tilbagevende tanker om at fejle noget, eller hvis man er bange for at lide af en sygdom man blot har læst om, skriver Aarhus Universitetshospital på deres hjemmeside. Det vil altså sige, at det for patienterne ikke altid er nok at gå til lægen, og få at vide at alt er fint.
Ditte Hoffmann Frydendal, psykolog og ph.d. med speciale i helbredsangst og forfatter til bogen ”Kort og godt om helbredsangst” anbefaler, at man går til psykolog, hvis tankerne om helbredet går ud over livskvaliteten, og lægebesøgene ikke giver en længerevarende ro.
”Egen læge har jo mulighed for at henvise til en privatpraktiserende psykolog eller til de tilbud der findes i det offentlige,” siger Ditte Hoffmann Frydendal.
Det er dog nemmere sagt end gjort. Opfølgende forklarer Ditte Hoffmann Frydendal, at et af problemerne ved at diagnosticere helbredsangst er, at patienter går til lægen med fysiske symptomer, og da det er lægernes hovedfokus, kan patienterne risikere at blive fastlåst på undersøgelser for somatiske sygdomme, selvom det er helbredsangsten, der driver det.
”Det er vigtigt, at patienterne anerkender, at de har angst for at være syge” fortæller Ditte Hoffmann Frydendal.
Hun fortæller, at helbredsangst har eksisteret siden 350 år før vores tidsregning, dog anerkender Ditte Hoffmann Frydendal, at andre angstlidelser som stress og depression er mere kendt i folkemunde.
Selvom Ditte Hoffmann Frydendal betegner helbredsangst, som en ”nicheangst”, er det estimeret, at cirka 120.000 danskere lider af helbredsangst. Det viser tal fra Funktionellelidelser.dk, hvilket svarer til 2 procent af den danske befolkning.
”Jeg var bange for at være kendt som hende, der altid havde ondt”
På stamcaféen ved vinduespladsen ud mod gågaden, hvor det eneste der afbryder stilheden, er den brummende kaffemaskine baristaen betjener, sidder Katrine. Hun vifter hånden febrilsk op og ned mod ansigtet for at få lidt vind i håret, imens hun med den anden hånd roligt hælder Cola-Zero op i glasset. Hun læner sig afslappet tilbage i stolen med et smil på læben. Det er ikke til at tro, at hun samme sted for tre år siden fik sit første angstanfald. Alle de opridsede symptomer på helbredsangst kan hun sætte flueben ved:
”Havde jeg ondt i armen, troede jeg, det var en blodprop, havde jeg ondt brystet, troede jeg, der var et hjertestop på vej, og havde jeg ondt i maven, troede jeg, det var en tumor,” fortæller Katrine.
Katrine havde inden for en kort periode mistet flere familiemedlemmer samt været vidne til en voldsom episode på det bosted, hun arbejdede, hvilket ubevidst kan have været med til at trigge angsten. Herefter blev lægesamtaler, blodprøver, scanninger, undersøgelser og flere samtaler en del af Katrines hverdag. Lægen tog altid Katrine seriøst og fik hende undersøgt for hendes somatiske kvaler, og resultaterne var altid det samme. Katrines krop fejlede ikke noget. Familie og venner tog også Katrine seriøst, men det var ikke altid helt nemt at åbne op om:
”Jeg synes jo, det var pinligt. Da det var allerværst, tog jeg til lægen 2 gange om ugen”
Katrine følte hun altid havde ondt i brystet, men det skulle ikke være med til at styre, hvordan hun levede sit liv. Hun gik på arbejde, hang ud med venner og veninder, boede sammen med sin kæreste og svigerfamilie og tog på festival om sommeren i udlandet. Ting hun også gjorde, inden hun fik det skidt. Det hjalp ikke bare at sidde derhjemme, for når tankerne var et andet sted, var smerterne nærmest væk. De lurede dog altid lidt i baggrunden og så småt begyndte det at påvirke livskvaliteten:
”Jeg mistede min humor. Det har altid fyldt i vores familie. Min far og mine brødre, vi var sjove. Det var vores ting. Jeg husker det tydeligt, jeg mistede det sjove,” fortæller Katrine.
Efter tre måneder med voldsom helbredsangst, er det først ved episoden, hvor Katrine bliver hentet af ambulancen, at hun selv begynder at overveje, at det kan være noget psykisk. Noget hun ikke var blevet præsenteret for ved alle lægebesøgene. Katrines mor påpeger også, at Katrine har været meget stresset. De beslutter sig for i fællesskab at undersøge mulighederne for hjælp. En beslutning der skulle vise sig at være den spæde start til en lang, sej kamp mod angsten.
Hør Katrine fortælle om en første gang, at hendes helbredsangst blev italesat:
Lifecoach og psykolog har en fælles drøm om mere åbenhed
Katrine starter hos en psykoterapeut ved Sværketerapi i Herfølge, hvor hun bliver opfordret til at begynde på medicin for at få det bedre. Opfordringen chokerer Katrine, for hun ønsker bestemt ikke at starte på medicin. Derfor går hun til sin egen læge først, som fastslår at hun ikke skal have medicin, før hun har snakket med en psykolog.
”Det var vildt, at der var en som sagde til mig, at jeg ikke kunne få det bedre uden medicin,” siger Katrine.
Psykoterapeuten fra Sværketerapi ønsker ikke at kommentere på, hvorfor hun sagde Katrine skulle på medicin.
Lifecoach i angst, Anja Langvang, kender også til tilbuddet om medicin frem for psykologisk behandling, da hun selv var påvirket af helbredsangst. Hun tilbyder i dag et metakognitivt terapeutisk forløb, som et alternativ til at gå til læge og psykolog, hvis man har helbredsangst. Anja oplevede nemlig selv, ikke at blive taget seriøst af de mange forskellige læger, som hun gik til.
”Det var værste var, at jeg fik at vide, du kan aldrig komme over din angst. Du kan få nogle piller. Ellers er du nødt til at leve med det.” fortæller Anja.
Men hvordan kan det være, at nogle patienter med helbredsangst, ikke bliver henvist til en psykolog, selvom de går til lægen utallige gange?
Ditte Hoffmann Frydendal påpeger, at det er her vi i det danske sundhedssystem skal blive skarpere på at genkende, hvad symptomerne på helbredsangst er. For ellers kan det være svært for en patient at åbne omkring tanker bag, at de går så ofte til lægen. Det er vigtigt at kunne forstå det, for at kunne helbrede det og få henvist til de rette behandlere.
”Det handler om at få patienterne til at italesætte, hvad driver dem når de tager lægen. Det kan være rigtig rart for patienterne at tale om, for de ved måske ikke selv, at de er styret af helbredsangst”, forklarer Ditte Hoffmann Frydendal.
Anja Langvang ønsker også, at der for fremtiden, kommer mere åbenhed omkring det at have helbredsangst. Hun fortæller, at mange af patienterne, der kommer til hende, leder efter en behandling, som hverken læge eller psykolog har tilbudt dem. Selvom hun er klar over, at det er en hård kritik, giver Anja sin holdning tilkende omkring den nuværende håndtering af helbredsangst:
”Læger tænker i medicin og psykologer tænker på at finde årsagen til, hvorfor man fik helbredsangst.”
For Anja handler det i stedet om at give patienterne redskaber, de kan bruge til at håndtere helbredsangsten.
”Jeg er jo alligevel ikke herre over, om jeg dør”
Katrine starter i gruppeterapi, da ventetiden til individuel psykologhjælp, med henvisning fra lægen, er på over et år. Hun har heldigvis en mormor, som gerne vil finansiere det, for det er ikke nemt at have råd til psykolog, når man har det for skidt til at arbejde. Selvom det går langsomt, så hjælper gruppeterapien med at give hende nogle redskaber til at håndtere tankemyldret.
”Det er jo svært. Det er ligesom at stoppe med at ryge. Man skal ændre vane,” fortæller Katrine.
De små skridt mod et bedre liv bliver større. Hun stopper med at google symptomer, selvom hun har ondt diverse steder. Og hun begynder at acceptere, at der er ting i verdenen, man ikke kan kontrollere og at blive syg er en af dem. Hun husker et tydeligt vendepunkt i processen, hvor det går op for hende, at hun ikke er den eneste der kan mærke, at hun har det bedre:
”Min mor siger til mig, jeg har fået min lille Katrine igen. Jeg har fået min datter tilbage.”
I dag vil hun ikke kalde sig selv for helt angstfri, men det fylder meget mindre. Det er vigtigere for Katrine at kunne kalde sig selv for glad. Humoren er tilbage og det samme er det sociale liv med nyt arbejde, studie og hun er flyttet sammen med kæresten. Hun er blevet mere omsorgsfuld, for nu forstår hun, hvordan det er at have angst. Hun har ovenikøbet en Instagram konto, hun bruger til at hjælpe andre med helbredsangst ved at fortælle om sin egen oplevelse, og hvilke redskaber, hun brugte for at komme videre. For et år siden manifesterede hun sejren mod angsten på sin Instagram-profil med ordene:
”Jeg har fået mit liv tilbage.”